Frygt for færgelukning

Færgeruten Bøjden Fynshav mellem Als og Fyn har et stigende passagertal. Sidste år kom det op på 361.260. Alligevel er færgeruten truet.

Faaborg-Midtfyn og Sønderborg kommuner samt Region Syddanmark frygter, at Trafikstyrelsen er i gang med at tage livet af ruten.

Den drives af Færgen A/S, og i første omgang har Trafikstyrelsen afvist selskabets oplæg til at forny kontrakten fra 1. maj næste år.

Trafikstyrelsen vil nu lave en ny udbudsrunde, selv om Færgen var det eneste selskab, som bød i første omgang.

Færgeruten får et statsligt tilskud på 7,4 millioner kroner, men kommunerne og regionen tvivler på, at det er nok til at sikre rutens fremtid.

Folketingsmedlem Benny Engelbrecht (S), Sønderborg, mener, at lokalpolitikerne skal slå koldt vand i blodet.

- Intet tyder på, at ruten ikke kan føres videre. Det er en meget populær rute, og der skal nok være et selskab, som kan få økonomi i driften, siger han.

Regionsformand Carl Holst (V) tvivler:

- Christiansborg-politikerne står nu i kø for at sige, at det ikke kommer på tale at lukke ruten. Men min erfaring siger, at den bedste måde at sørge for, at noget ikke kommer på tale, det er at råbe op og sige, at I ikke skal røre ved den færge, fastslår han.

Passagererne på ruten mener, at det vil være et tab for hele området, hvis færgeruten ikke bliver drevet videre.

- Det vil blive et savn for Als og hele Udkantdanmark. Og så dårligt kører den heller ikke. Der er altid mange med færgen, siger Lone Kibbel, der onsdag tog en tur med færgen.

Bent Jensen, direktør og ejer af Linak, peger på, at arbejdsudbuddet til de store industrier på Als vil falde, hvis færgen stopper.

- Vi kan se, at vi får mange ansøgninger til ledige job fra Fyn, og vi har også en del pendlere, oplyser han.