Frygt for fyringer på Lego

Lego holder møde for en del af de ansatte i eftermiddag, men ønsker ikke at fortælle, hvad mødet handler om.

En del af de ansatte hos Lego-koncernen i Billund er kaldt til medarbejdermøde klokken 15.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger vil medarbejderne blive præsenteret for ledelsens plan om fyringer. Og det er primært ansatte fra Danske Metal og 3F, der vil blive berørt af fyringerne.

Men Legos fællestillidsmand kan ikke løfte sløret for, hvad der skal ske på mødet:

- Det kan jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt. Jeg har fået besked på ikke at sige mere om sagen, siger fællestillidsmand i Lego Aage Vest Boddum til avisen.

Legos pressechef, Roar Rude Trangbæk, bekræfter, at der er indkaldt til møde tirsdag.

- Der vil blive holdt møde for en del af medarbejderne i dag klokken 15. Og jeg kan ikke sige mere, før mødet er afholdt, siger han til Ritzau.

Der er omkring 3500 ansatte hos Lego i Billund. En tredjedel af dem arbejder i produktionen, oplyser pressechefen.

I sidste uge sagde chefen for det europæiske marked i Lego, Dirk Engehausen, i et interview med den tyske avis Welt am Sonntag, at man i Lego går med overvejelser om at starte en produktion op i Asien.

- Der er mange steder, man kan forestille sig, for eksempel Malaysia, Indonesien og Thailand, men også Kina, sagde Dirk Engehausen til avisen.

I øjeblikket står Asien for 10 procent af det samlede salg i Lego, men koncernen ser muligheder for at udvide salget i regionen, og det er altså også muligt, at en del af de små klodser fremover skal produceres i det fjerne Østen.

I dag har Lego fabrikker i Billund, Ungarn, Tjekkiet og Mexico. Sidstnævnte producerer klodser til det hurtigt voksende amerikanske marked.

Det er fortsat i Europa, at legetøjsgiganten producerer de fleste af sine klodser, og Europa er også fortsat det vigtigste marked for Lego.