Frygt for at inddrage svage elever

Regeringen og kommunerne arbejder på, at skoleelever med særlige behov skal gå i almindelige skoleklasser i hele deres skoletid, men forældrene frygter, at det vil føre til mere uro i klasserne.

Det fremgår af en meningsundersøgelse, som Epinion har gennemført for Danmarks Lærerforening.

Allerede i dag mener 67 procent af forældrene, at børn med adfærds- eller indlæringsmæssige problemer ikke får støtte nok i folkeskolen. 47 procent ser det som skolens største udfordring.

Forældrene frygter især, at der bliver endnu mere uro i klasserne.

Hvert år bliver der brugt cirka 13 milliarder kroner på specialundervisning i Danmark. Det svarer til cirka 30 procent af folkeskolens samlede budget.

Regeringen og kommunerne håber, at de penge kan bruges bedre ved at gennemføre en gradvis inklusion af elever med særlige behov i almindelige klasser.

Foreløbig skal der gennemføres forsøg i 20 kommuner.

Lærerne frygter, at de ikke får støtte nok til at inddrage elever med særlige behov i den almindelige undervisning.

Alle skal være med

Psykolog Jørn Nielsen, Vejle, arbejder som rådgiver for skoler, og han fastslår, at lærerne ikke kan klare det alene.

- Det er vigtigt at etablere et samarbejde, der involverer forældrene og rækker ud over det pædagogiske område. Alle omkring barnet skal bidrage, mener han.

Anne Sønderby Madsen, Esbjerg, er en af de elever, der for fremtiden skal overføres til normale klasser.

Hun fortæller til Lærer Nyt, Esbjerg, at hun i de første fire år af sin skoletid gik i en almindelig klasse på Spangsbjergskolen i Esbjerg.

- Jeg ville være blevet ødelagt som menneske, hvis jeg skulle være fortsat, fortæller hun.

Anne Sønderby Madsen kom i en specialklasse og for første gang i sin skoletid følte hun sig respekteret.

Fagligt gjorde hun også fremskridt.

- Man skal kunne havde det godt i skolen og føle tryghed og ligeværd. Ellers kan man ikke lære, fastslår hun.

Ministeriet for Børn og Undervisning har oprettet en hjemmeside om inklusion.