Frygt for skimmelsvamp: Skoleleder er alvorligt bekymret

Haderslev Kommune har smidt millioner af kroner i renovering af Sønder Otting Skole efter problemer med skimmelsvamp. Nu tyder alt på, at der atter er skimmelsvamp på skolen.

Røde øjne, hoste, hovedpine og udslæt gjorde at Sønder Otting Skole i Haderslev sidste år lavede en omfattende renovering på grund af dårligt indeklima. Det kostede mange millioner.   

quote

Det er vigtigt for mig at sige, at vi tager det her dybt alvorligt.

Karsten Rudbeck Jessen, skoleleder, Sønder Otting Skole

Nu er der problemer igen, for Haderslev Kommune bekræfter, at der igen er fundet skimmelsvamp og tegn på dårligt indeklima på Sønder Otting Skole. Det skriver DR Syd.

- Den her situation er jeg rigtig ked af, for jeg havde faktisk en forventning om, at vi var i bund, siger skoleleder på Sønder Otting Skole, Karsten Rudbeck Jessen.

Oplever symptomer igen

Sidste år brugte Haderslev Kommune i alt 18 millioner kroner på renovering af skolens bygninger og genhusning af skolens ældste elever. Dele af skolen blev lukket ned på grund af massive problemer med skimmelsvamp, der gjorde både lærere og elever alvorligt syge.

Trods renoveringen af klasselokalerne ser det nu ud til, at skolens medarbejdere og elever oplever symptomer på skimmelsvamp igen.

- Det er vigtigt for mig at sige, at vi tager det her dybt alvorligt, og det bekymrer mig voldsomt, at både medarbejdere og elever har symptomer, der svarer til det, vi flyttede ud fra, siger skolelederen.

En masse nye bekymringer

quote

Vi havde alle håbet på, at problemet var løst. Det her skaber en masse nye bekymringer.

Mathias Dahl Christiansen, forældrerepræsentant, Sønder Otting Skole

Mathias Dahl Christiansen er forældrerepræsentant i skolebestyrelsen på Sønder Otting Skole, og han er foruroliget over, at flere af eleverne har reageret efter at være kommet tilbage til de nyrenoverede klasselokaler.

- Vi havde alle håbet på, at problemet var løst, og vi kunne komme videre. Det her skaber en masse nye bekymringer.

Lige nu venter skolen på nogle testresultater, som vil være færdige på torsdag. Først da vil man beslutte, hvad der skal ske.