Fugleinfluenza aflyser stor fjerkræudstilling

Hatting Hallen skulle lørdag huse en stor udstilling med racefjerkræ, men frygten for fugleinfluenza fik torsdag Fødevarestyrelsen til at aflyse arrangementet.

Fugleinfluenzaen H5N8 har bredt sig igennem Europa - og der er fundet inficerede fugle i Tyskland, Polen og nu i Danmark. Det er dog ikke kun de syd- og sønderjyske fjerkræavlere, der mærker konsekvenserne af influenzaen.

De små hobbyavlere mærker det også. Horsens og Omegns Fjerkræklub skulle sammen med Horsens og Omegns Racedueforening lørdag afholde fællesudstilling i Hatting Hallen med omkring 600 tilmeldte fjerkræ – men den blev torsdag eftermiddag aflyst.

Og det til stor ærgrelse for fjerkræavler Henry Christensen, der er formand for Horsens og Omegns Fjerkræsklub.

Henry Christensen forklarer hvordan et godt avlsdyr skal se ud.

- Det er jo meget meget surt, fordi alt det avlsarbejde, vi har gjort hele året, er for så vidt spildt, siger Henry Christensen til TV SYD.

Mangler vurderinger

Den lokale fjerkræklub og racedueforening har de seneste 40 år holdt udstilling, men på grund af frygt for smittefare aflyste Fødevarestyrelsen altså årets arrangement. Og det har stor betydning for fjerkræavlerne, der dermed ikke får dommernes vurdering af, hvilke fugle de skal avle på i næste sæson.  

- Vi kommer til at mangle nogle bedømmelser og kritikkort af vores duer, sådan at vi kan sætte dem sammen til næste års avlsarbejde, siger Per Damgaard, der er formand for Horsens og Omegns Racedueforening, mens Henry Christensen uddyber:

- Dommeren ville gennemgå sådan en høne fuldstændig for mig. Ham kan jeg jo ikke få til at komme op og kigge på den her høne nu. Så jeg må ligesom håbe på, at det er det rigtige, jeg avler på fremover.

Hør Henry Christensen fortælle, hvorfor det ærgrer dem, at udstillingen er aflyst. Foto: Thomas Lee Christensen.

Overraskede hobbyavlere

Fugleinfluenzaen H5N8 har bredt sig igennem Europa - og der er fundet inficerede fugle i Tyskland, Polen og nu i Danmark. Og det sker altså til stor ærgrelse for hobbyavlerne, der også blev noget overraskede over, at arrangementet blev aflyst.

- Vi havde måske en lille gisning om, at vi havde hørt om de fugle. Men ikke at det hele ville blive aflyst, forklarer Henry Christensen.

Den lokale fjerkræklub og racedueforening regner ikke med, at de kan udstille mere i år.