Fuglekvidder og rindende vand hjælper på Mettes kroniske smerter

Naturbaseret terapi kan være en god støtte for borgere, der lider af stress, depression og smerter. Terapihave i Kolding får penge til udvidelse.

Der er helt fredfyldt og den eneste lyd, der er tydelig, er fuglene, der kvidrer og der mellem træerne sidder Mette Nebel Bjørnskov helt stille med lukkede øjne.

En ulykke betyder, at hun i øjeblikket er sygemeldt på grund af kroniske smerter. Derfor sagde hun ja tak, da Kolding Kommune gav hende muligheden for at dyrke mindfulness og terapi i naturen.

- Jeg har nogle kroniske smerter, som jeg skal lære at leve med og for at kunne agere bedre med dem, er det her et forsøg, fortæller Mette Nebel Bjørnskov, mens hun forsøger at holde varmen i vinterkulden.

Med den rigtige påklædning er kulden ikke et problem.
Med den rigtige påklædning er kulden ikke et problem.

Naturbaseret terapi 

Terapihaven startede i det små tilbage i 2008 som et forsøg på at give borgere, der har problemer med stress, depression og smerter, et alternativt tilbud om hjælp.

For Mette Nebel Bjørnskov var det også noget helt nyt, da hun første gang mødte op i skoven bag Geografisk Have i Kolding.

- Jeg havde slet ingen forventninger, da jeg kom, for jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Så jeg kom med alle mulige fordomme om, at nu skal vi ud og kramme træer. Men jeg blev bare så positivt overrasket.

- Det giver mig ro og nærvær, som betyder, at jeg bedre kan få tankerne hen på noget andet end de smerter, som er der hele tiden, siger Mette Nebel Bjørnskov til TV SYD.

Deltagerne får sammen varmen på bålpladsen i skoven.
Deltagerne får sammen varmen på bålpladsen i skoven.

Stor donation hjælper

Nu har Trygfonden netop doneret knap 1,8 millioner kroner til projektet, og det betyder rigtig meget, fortæller faglig koordinator i Kolding Kommune Britta Vestermark Husfeldt.

- Nu kan vi udvikle hele det her område, og vi får mulighed for at tilbyde flere mennesker et forløb herude.

Fred mellem træerne

I skoven sørger noget varm te for, at Mette Nebel Bjørnskov får varmen tilbage i kroppen. De kroniske smerter forsvinder ikke, men terapien i skoven er en rigtig god hjælp, der sørger for, at smerterne ikke bliver værre, fortæller hun.

Fred og ro mellem træerne kan være et godt middel mod stress og smerter.
Fred og ro mellem træerne kan være et godt middel mod stress og smerter.