Fuld chauffør spærrede motorvej i 10 timer

Den tyske motorvej A7 er nu igen farbar i retning mod grænsen. En 34-årig lastbilchauffør kørte omkring midnat i grøften, og var årsagen til, at vejen har været spærret i godt 10 timer.

Danskere på vej hjem fra ferie kan nu ånde lettet op. De slipper for at sidde i timelang kø på A7 mellem Warder og Rendsburg.

Politiet har omkring middag igen åbnet motorvejen efter at en lastbilchaffør, med en promille på knap 2,7, kørte galt og havnede i grøften.

Efterfølgende blokkerede anhængeren det ene spor på motorvejen, og var årsagen til en kilometerlang kø. Det skriver NDR.

Ingen kom til skade ved ulykken, men skaderne løber, ifølge politiet, op på omkring 200.000 Euro. Det skyldes bl.a. at 400 liter diesel løb ud af tanken på lastbilen.