Fuld fart fremad i fjorden

Søndag var der Vejle Fjord Triathlon i og omkring Vejle Fjord.

200 forårsfriske deltagere hoppede søndag i Vejle Fjord for at deltage i Vejle Fjord Triathlon.

Formanden for Kulturudvalget i Vejle Kommune, Dan Arnløv (Kons.), bød velkommen klokken 10.50.

Den officielle start gik klokken 11.00 ved Vejle Kajakklubs flydende klubhus ved Bølgen i Vejle, hvor en af løbets arrangører, Thure Kjær, sprang i vandet.

Herefter skulle deltagerne, i det som arrangørerne kalder Danmarks vildeste triathlon, svømme 550 meter i fjorden, inden den stod på 40 kilometer cykling for til sidst at runde af med 10 kilometers løb.

Deltagerne havde også mulighed for at deltage i en såkaldt sprint-duathlon, hvor der ”kun” skal løbes 2,5 kilometer, derefter 15 kilometer cykling for til sidst at løbe igen. Denne gang 5 kilometer.

Vinderen af Vejle Fjord Triathlon blev Jacob Frandsen fra København i tiden 2 timer og 7 sekunder.