Fyld vognen med vin

Det krævede forberedelse og gode løbesko, da Finn Nissen lørdag formiddag hastede gennem Kvickly i Grindsted.

Finn Nissen havde vundet en konkurrence i anledning af butikkens 100-års jubilæum - fyld en indkøbsvogn med vin på 100 sekunder.

Men valget var ikke svært for Finn Nissen, der er en kendt vinelsker og ikke mindst vinkender.

212 kroner pr. flaske

- Nu har jeg observeret Finn hernede flere gange i den forløbne uge, mens han har gennemgået vores vinafdeling og helt nøgternt skrevet stregkoder ned og årgange og sådan. Så jeg frygter lidt en velforberedt mand, kommenterede Claus Hviid, varehuschef, Kvickly, Grindsted dagens løbetur med indkøbsvognen.

Og varehuschefen fik ret: Finn Nissen fik samlet 52 flasker på 100 sekunder til en værdi af lidt over 11.000 kroner - eller et gennemsnit på 212 kroner pr. flaske..