Fyldte krisecentre afviser voldsramte kvinder

Det er stort set umuligt at få en plads på krisecentrene for voldsramte kvinder i Syd- og Sønderjylland. Halvdelen af dem er fyldt op.

Der er pres på krisecentrene for voldsramte kvinder. Der er otte krisecentre i Syd- og Sønderjylland, lige nu er fire af centrene fyldte. På de resterende fire er der i alt fem ledige pladser. Aabenraa Krisecenter er et af de steder, der har fuldt hus. Alene i år har de afvist 21 voldsramte kvinder på grund af pladsmangel. Det mener krisecenteret er et stort problem.

- Problemet er, at når kvinder endelig har taget beslutningen om at søge væk fra volden og flygte fra volden, så skal der handles, og de skal beskyttes. Man kan ikke flygte hjemmefra og så gå tilbage igen. Så er konflikten optrappet væsentligt, og så er der stor fare for kvindens liv, siger Tove Lagoni, leder, Aabenraa Krisecenter, til TV SYD.

quote

Der er rigtig mange kvinder i nød, der går forgæves, fordi der ikke er plads på krisecentrene.

Gitte Messerschmidt, bestyrelsesmedlem, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre.

Landsorganisationen for Kvindekrisecentre kender også til problemet. De fortæller, at der årligt er omkring 5000 henvendelser til de 2000 pladser på krisecentrene.

- Der er rigtig mange kvinder i nød, der går forgæves, fordi der ikke er plads på krisecentrene, siger Gitte Messerschmidt, bestyrelsesmedlem, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre.

Når kvinderne bliver afvist på krisecenteret i Aabenraa, bliver de typisk sendt til andre krisecentre. Det kan både være godt og skidt.

- Nogle gange er det rart at blive i nærområdet, så børnene kan fortsætte med at gå i skole der. Det kommer lidt an på, hvilken problemstilling kvinden har. For nogle er det vigtigt at komme længere væk, siger Tove Lagoni.

Carl Holst: De nødvendige pladser skal være til stede

Tove Lagoni så gerne, at der kom flere pladser på centrene og flere centre. Men hun mener også, at kommunernes sagsbehandlingstider kunne forkortes, så kvindernes opholdslængde kunne forkortes. Det er landsorganisationen enig i.

- Det er jo en fuldstændig håbløs situation, at kvinderne ikke kan komme ud af krisecentrene, fordi det omgivende samfund ikke er klar til at rumme dem, siger Gitte Messerschmidt.

Venstres socialordfører Carl Holst mener, de skal have blik for, at de nødvendige pladser skal være til stede.

- Sidste år afsatte vi 55 millioner til at forebygge vold i nære relationer, samle viden ind, inddrage kvindekrisecentre og andre aktører på området herunder også kommunerne, i forhold til at sikre hvad vi kan gøre for at forebygge det. Men selvfølgelig skal de nødvendige pladser også være til stede, og det skal vi have blik for, når vi skal til at fordele de kommende års satspuljemidler.