Fyringer i Aabenraa

Omkring 30 medarbejdere i pleje- og omsorgsafdelingen i Aabenraa kommune bliver fyret i løbet af den næste uges tid.

I alt 70 stillinger skal skæres væk i Aabenraa kommune, der alene i år skal spare 10-12 millioner på pleje- og omsorg.

40 stillinger forsvinder ved naturlig afgang, men det er nødvendigt at fyre 30.

Kommunen har indført ansættelsesstop på plejecentrene, og de fyrede vil så stå først i rækken, når nye jobs skal besættes.
Det siger socialudvalgsformand Svend Hansen Tarp til TV Syd.

Kommunen beskæftiger i alt 1300 medarbejdere i pleje- og omsorgssektoren.