Fyringsrunde på TV SYD: Mavepuster til 24-timers kanal

Seerne i Syd- og Sønderjylland kommer til at mærke konsekvenserne af det seneste medieforlig. Ledelsen på TV SYD har netop meldt ud, at fem ud af 75 stillinger skal nedlægges. Samtidig bliver der gjort klar til større omlægninger.

Medieforliget betyder, at TV SYD årligt vil modtage 3,8 mio. kr. mindre i licenstilskud. Reduktionen gælder hele medieforligets periode fra 2015 - 2018. Samtidig blev der med medieforliget udtrykt politisk velvilje overfor, at tv-regionernes brug af de nye 24-timers kanaler skulle reduceres til et minimum. Derfor rammer sparekravene især TV SYDs 24-timers kanal TV SYD+.

- Det er ærgerligt, at det gode tilbud, vi siden 2012 har været i gang med at bygge op med TV SYD+, nu skal reduceres så kraftigt. Det kan ikke undgå at ramme seerne, der helt sikkert vil få færre af de programmer, der i stor stil har bidraget til at udfolde kulturen i vores sendeområde. Men vi vil selvfølgelig gøre, hvad vi kan for fortsat at give seerne gode oplevelser på kanalen, siger direktør Betina Bendix, som understreger, at der pt. arbejdes på at producere billigere med ny teknologi.

Besparelserne har bl.a. betydet, at kanalchefen med ansvaret for 24-timers kanalen er blevet afskediget. Desuden vil fire redaktionelle medarbejdere i løbet af den kommende uge modtage en fyreseddel, og endelig vil yderligere en chefstilling blive skåret væk i forbindelse med en omlægning af ledelsen.

- Det her går ud over medarbejdere, der til hverdag har leveret et fantastisk stykke arbejde på TV SYD, så det er selvfølgelig på ingen måder sjovt, men det er den politiske virkelighed, vi befinder os i i øjeblikket, og det må vi acceptere og forsøge at få det bedste ud af, siger Betina Bendix.

Tillidsrepræsentant Pia Thordsen har sammen med ledelsen arbejdet på at finde besparelser, der kunne holde antallet af fyringer på det lavest mulige:

- Som TR er jeg ked af, at vi er nødt til at tage afsked med så mange højt kvalificerede kolleger, især set i lyset af, at vi valgte ikke at genbesætte to ledige stillinger, som opstod tidligere på sommeren. Nu siger vi farvel til kolleger, som har arbejdet hårdt for at gøre TV SYDs 24-timers kanal til et seværdigt regionalt alternativ til et stigende antal udenlandske tilbud, siger Pia Thordsen, og slår samtidig fast, at hun mener, besparelserne på de regionale tv-stationer vil svække dansk tv:

- Jeg mener det svækker dansk fremtidig tv-produktion og innovation af nye borgernære programformater og udvikling af nye tv-talenter, at kanalen nu nedprioriteres. TV2-regionerne har i tidens løb leveret mange tv-talenter til landsdækkende tv, og det vil vi blive ved med, men indenfor et mere snævert felt, nemlig nyheder, nu hvor vi må skære så voldsomt i programproduktionen til 24-timers-kanalen, og vores muligheder for at eksperimentere dermed bliver ringere, lyder det fra tillidsrepræsentant Pia Thordsen.