Gåbusser sørger for trygge skolebørn

20 børn fra Petersmindeskolen i Vejle bliver hver morgen fulgt i skole af ældre elever. Når de ankommer til skolen, får forældrene besked om, at de er i god behold.

Det er blevet populært at tage bussen til skole i Vejle. 

Men det er ikke den helt traditionelle skolebus, men derimod gåbussen der hver morgen bliver benyttet i stor stil.

- Vi er glade for, at så mange forældre har meldt deres børn til. Nogle står endda på venteliste, og andre efterspørger flere ruter, fortæller lærer og tovholder Malene Lau.

Siden september har der hver morgen været afgang fra to stoppesteder, hvor de mindre skolebørn bliver samlet op af 6. klasses elever fra Petersmindeskolen.

- Det er fantastisk. Vores datter på snart otte år var begyndt at blive lidt nervøs, nu når det bliver mørkt, siger Signe Damgaard, som er en af de forældre, der er glad for ordningen.

Omkring 20 børn er hver dag med på turen.
Omkring 20 børn er hver dag med på turen.

App giver besked

Både forældrene og de elever, der fungerer som chauffører, har installeret en app på deres telefon, så de kan holde øje med alle de små passagerer.

Når gåbussen når frem til endestationen i skolegården, får forældrene besked om, at deres barn er ankommet på skolen.

- Det skaber ikke kun tryghed, der er også et socialt aspekt i turen, fordi de store passer på de små, siger Malene Lau.

Gåbusserne i Vejle er et samarbejde med Dansk Skoleidræt, og formålet er også at få flere børn til at gå skole i stedet for at blive kørt i bil.