Gårdejer skælder ud i hovedstaden

Gårdejer Jette Jacobsen fra Gabøl ved Vojens er godt og grundigt træt af myndigheder. Det fortalte hun i dag miljøminister Troels Lund Poulsen. Samtidig afleverede hun en regning på 608.000 kroner for alt det arbejde, hun har haft på grund af det offentlige bureaukrati.

Jette Jacobsen har ikke noget at skjule. Hun ville gerne have haft TV Syd med til mødet med mininisteren, men det ville ministeren ikke være med til. Derfor ventede vi uden for døren, mens Jette Jacobsen forsøgte at gøre Troels Lund Poulsen begribeligt, at hun har brugt uanstændigt megen tid på at søge en miljøgodkendelse af en ny stald.

Helt forfra

Jette Jabcobsen begyndte på sagen for seks år siden. Men Miljøklagenævnet underkendte hendes ansøgning, og nu kan hun begynde helt forfra.

Det er anden gang, hun diskuterer den sag med miljøministeren. Han var på hendes økologiske landbrug i november for at blive orienteret om det besvær, hun havde med at få en miljøgodkendelse.

For lang tid siden fik hun en godkendelse, men så forlangte det Økologiske Råd at få et andet gulv i stalden. Sagen gik derfor videre til Miljøklagenævnet, som sagde nej til en godkendelse. 

Paradoksalt

Her er udviklingen standset for Jette Jacobsen. Hun ville have bedre forhold for naturen, for dyrene og for dem, der skal arbejde i stalden.

- Det er lidt paradoksalt, siger miljøchef Ulla Bækman fra Sønderjydsk Landboforening. Hun er taget med til København for at give Jette Jacobsen mundtlig og moralsk opbakning.