Gældsplagede hentes af politiet

Lokalpolitiet i Esbjerg vil anholde 181 gældsplagede personer, hvis de ikke straks melder sig til fogedretten.

Stævningsmænd har forgæves forsøgt at få de dårlige betalere til at møde op i retten, og så er det politiets opgave at anholde dem.

- Nu er bunken af udeblevne blevet så stor, at lokalpolitiet i Esbjerg har valgt at lave en razzia-dag, hvor et antal betjente vil tage ud og anholde de udeblevne. De må så acceptere at blive anholdt, hvor man finder dem. Det vil sige uanset om de er på arbejde, hjemme hos familien, på besøg hos venner eller ude at handle, oplyser lederen af lokalpolitiet i Esbjerg, Lorenz Matzen.

Sidste chance

Politiet giver dog de gældsplagede en sidste chance, inden betjentene rykker ud.

- Hvis man vil undgå at blive anholdt på dagen, kan man henvende sig i fogedretten på Dokken i Esbjerg tirsdag, onsdag eller torsdag mellem klokken 10 og 12, oplyser politiet.

Politiet vil gennemføre razziaen i "nærmeste fremtid".

De anholdte risikerer at blive buret inde, indtil det næste retsmøde i fogedretten.

Over 181 personer i Esbjerg, Varde, Vejen og Fanø kommuner er i øjeblikket udeblevet fra fogedretten.

Antallet af sager ved den lokale fogedret er steget fra 9.161 i 2007 til 14.189 i 2009.