Gæst fra fremtiden i Sct. Michaelis Kirke

I Sct. Michaelis kirken i Fredericia kunne man forleden præsentere en sensation. Et af verdens mest indflydelsesrige mennesker - en dansk professor og hans noget usædvanlige dobbeltgænger.

Sognepræst Peter Jakobsen gjorde klar til en usædvanlig aften. Nu skulle menigheden forkæles. Gennem en gammel kontakt fra studietiden var det lykkedes at få besøg af en budbringer fra fremtiden, nemlig professor Henrik Schärfe, der i dag er på Aalborg Universitets Center.

En mand af betydning

Henrik Schärfe er netop kommet med på det Amerikanske magasin Times liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden i 2012. Årsagen er, at han ahr skabt sig en dobbeltgænger - en robot, der ligner ham til forveksling.

Henrik Schärfe satte sin dobbeltgænger på passagersædet i bilen og kørte til Fredericia. Dobbeltgængeren er 40 kilo højteknologi, der bliver koblet til en kompressor og styresystemet i en computer.

Den tænkende robot

For et par år siden var Henrik Schärfe i Japan, hvor han blev overrumplet af en japanask robot, der så ud som et menneske. Sådan en dims ville han også arbejde med, og det lykkedes Aalborg Universitets Center at finde penge til en robot-kopi af professoren.

Det seneste år har professoren befundet sig midt i et usædvanligt forsøg, som bliver ved med at overraske. Henrik Schärfes robot er ren mekanisk uden kunstig intelligens, men inden for en overskuelig fremtid kan robotterne blive så avancerede, at de måske kan tænke selv.

Prisen for robotten er omkring en million kroner, med hovedet som langt det dyreste. Der findes i dag kun tre robotter i verden i Henrik Schärfe-klassen, men næste generation er på vej. De bliver - med professorens ord - helt utrolige, og før vi får set os om, begynder robotterne at dukke op iblandt os.