Benny bor otte meter fra tv-storkene: Gæsterne kommer fra hele Danmark

Der kommer mange gæster til Smedager for at se de berømte tv-storke hos Benny Appel. Hos ham bliver alle mødt med mild sønderjysk venlighed.

Der er altid kaffe på kanden og en sodavand til dem, der besøger Benny Appel og de kendte tv-storke i reden i Smedager. De bor på en høj pæl otte meter fra Benny Appels terrasse. De ikoniske elegante fugle tiltrækker gæster fra hele Danmark, og de er alle meget velkomne hos storkeværten.
- De kommer fra Fyn, fra Sjælland, fra Aarhus, fra Nordjylland og nu, hvor ferien begynder, vil der komme mange bedsteforældre med deres børnebørn, fortæller Benny Appel.

Folk skal være glade 

Sådan har det været i de fleste af de år, hvor TV SYDs kamera i samarbejde med Storkene.dk har sendt direkte tv fra reden hos Benny Appel, og alle er velkomne hos den 55-årige milde mand med det smukke sønderjyske sprog, som i øvrigt tjener sit udkomme ved at slå græsset på kommunens grønne arealer.

En krone eller to

Hvor andre måske ville øjne muligheden for at tjene en krone eller to, er det anderledes hos Benny Appel. Han er en mild og gæstfri sønderjysk mand.

quote

Folk skal være glade, og gæsterne kan altid få en kop kaffe eller en sodavand, sådan er det.

Benny Appel, storkevært, Smedager

- Folk skal være glade, og gæsterne kan altid få en kop kaffe eller en sodavand, sådan er det, siger han, da TV SYD fanger ham lørdag eftermiddag, mens cirka 50 gæster fra TV SYDs medlemsklub Club Syd er ved at tage afsted efter et par timer hos Benny Appel og de berømte storke.
- Mange siger, at det alligevel er noget andet at se dem i virkeligheden, fortæller han.

Lørdag besøgte omkring 50 storkegæster Benny Appel i Smedager.
Lørdag besøgte omkring 50 storkegæster Benny Appel i Smedager.

Storkene vækker de gamle

Han får også besøg af rigtig mange plejehjem, og det er som om at storkene udløser noget hos demente ældre, fortæller Benny Appel.
- Når først storkene kneprer med deres næb oppe i reden, er det tydeligt, at det vækker noget erindring hos de ældre mennesker.