Bæredygtighed har også gjort sit indtog i brugtbilsbranchen, og det er virksomheden Schmiedmann i Nordborg et eksempel på.
Tilbage I 1996 fik Christian Jacobsen og en partner en idé om at lave et autoværksted, hvor de skulle skille BMW-biler ad og sælge delene videre.
Nu er Schmiedmann Nordborg nomineret til prisen som Årets Autogenbruger, og det overrasker direktøren for Nordborg-afdelingen. Den havde han ikke lige set komme.
- Det er da dejligt. Det føles som et skulderklap, at andre i branchen kan se, at vi har gjort noget for at sælge reservedele, siger Christian Jacobsen, der er direktør for Schmiedmann Nordborg.
I dag genanvender Schmiedmann i Nordborg op til 95 procent af de 4-500 BMW-biler, som de får ind hvert år. Direktøren gætter på, at det er den service, de yder, der gør den store forskel, og som betyder, at de skiller sig ud fra andre i genbrugsbilbranchen.
- Vi går mere i detaljerne. Vi har ikke rigtigt nogle grænser for, hvad vi kan tilbyde kunderne. Vi sælger lige fra helt små dele til meget store dele, siger Christian Jacobsen.
Sønderjysk virksomhed har kunder i hele verden
Det foregår sådan, at virksomheden tager biler ind, som de skiller ad, og så bliver delene gennemgået meget nøje. Herefter bliver de overlevende dele lagt på lager, oprettet på salgssider på internettet og så kan kunder klikke dem hjem.
Ligesom virksomheden har afdelinger over hele verden, så har den også købere over hele verden.
Ifølge direktøren er det stort set alt fra BMW'erne, der kan genanvendes. Lige fra døre til elektronik til motorer kan få nyt liv, og det glæder Christian Jacobsen, at han kan bidrage til bæredygtighed.
- Da vi startede for 20 år siden, vidste vi ikke, at vi i dag ville ramme noget, der er rigtig oppe i tiden, og det betyder bare rigtig meget, siger han og fortsætter:
- Vi har ramt en niche, som der har været brug for i alle de år, vi har været i gang.
Årets Autogenbruger bliver kåret tirsdag den 19. november i Cirkusbygningen i København.