Gamle træer ved domkirke fældes

Om få dage fældes tre store træer - en hestekastanie og to egetræer - på pladsen ved Ribe Domkirke. Træerne er ramt af sygdom. De fældede træer erstattes af nye træer på syv meter.

- Vi har haft træ-specialister til at se på træerne - og desværre lyder dommen, at de ikke er til at redde, siger ingeniør Torben Hartung til TV SYD.

75-100 år

Træerne vurderes til at være 75-100 år.

- Vi har set på luftfotos, at de stod der i 1954, siger Torben Hartung.
Den store Hestekastanje, som står over for Overdammen, er ramt af flere alvorlige skader og sygdomme. Det udgør en sikkerhedsrisiko, fordi store grene kan knække af. Og eksperter vurderer, at træet vil gø inden for en kort årrække.

Flettet ind i hinanden

På hjørnet over mod Den Gamle Arrest står to egetræer tæt sammen.  
Det ene egetræ er kraftig angrebet af svamp, som fortærer træets cellulose. Stammen er svag og der er risiko for at træet knækker, og derfor skal det fjernes.

Nabo-egetræet er sundt, men dets rødder er vokset sammen med det skadede egetræ. Egetræet kan derfor ikke overleve, at det andet træ fjernes.

Ny belægning

Området ved domkirken er blevet spærret af. Det forventes, at træerne fældes fredag formiddag.

- Vi fælder træerne nu, fordi der skal lægges ny granitbelægning ved domkirken skal lægges. Ellers ville vi risikere at skulle tage belægningen op igen om fem år, siger Torben Hartung.

FAKTA:
Hestekastanje er i de senere år, i flere lande, blevet ramt af en bakteriesygdom. Ved angreb udskilles en mørk, blodlignende væske gennem barken. Derefter sprækker barken op og der dannes døde partier i barken. Når skaden når rundt om hele stammen, visner bladene og træet dør. Smitten er gerne forbundet med skader på træet og/eller dårlige vækstforhold.

Cellulose er lange kæder af stoffet glukose (druesukker) og udgør de fibre som giver træets dets træk-styrke. En stamme uden cellulose er svag og kan knække i blæsevejr.

Rodsammenvoksninger er normalt på træer af samme art, der står tæt på hinanden. Træerne støtter og hjælper hinanden med blandt andet vand og næring. Fjernes det ene træ vil ødelæggelsen af rødderne og de ændrede vindforhold ofte være så stor en omvæltning for det blivende træ, at det udvikler sig til også at være et risikotræ.