Gammel kending styrker Sønderjyske før slutspil

Sønderjyske har lavet aftale med den rutinerede målmand Michael Madsen, der ellers har indstillet karrieren.

Den 33-årige Michael Madsen indstillede formelt karrieren som dansk mester for Sønderjyske i sommer, men siden har han hjulpet klubben i den europæiske pokalturnering, Continental Cup, og nu har Sønderjyske indgået en aftale med den rutinerede målmand for resten af sæsonen.

- Michael er den type, der har holdt sin fysiske form vedlige, og med den rutine han har, er han helt klart en gevinst i målmandsteamet, siger Sønderjyskes sportschef Søren Stockfisch til TV SYD.

Michael Madsen er udelukkende tiltænkt rollen som backup for Alfie Michaud og Thomas Lillie, men med det tætte program i slutspillet kan der nemt blive brug for alle kræfter, og som Søren Stockfisch udtrykker det, giver det en god fornemmelse i maven at have ham tilbage på holdet.

Sønderjyske har desuden oprustet til slutspillet med forwarden Patrick Asselin, og den finske back Anssi Rantanen.