Gave til bilister: 3,5 km med seks spor

Om en måned får trafikanterne et forsmag på den udvidede motorvej omkring Vejle. Så åbnes de første 3,5 km med seks spor nord for Vejle Fjord.

Men ingen gaver uden trængsler. På onsdag bliver motorvejen lukket helt i nordgående retning hen over Vejlefjordbroen (Fra Vejle S til Vejle N).

Motorvejen lukkes onsdag aften kl. 18 - og trafikken ledes ind gennem Vejle By. Kl. 6 torsdag morgen åbnes vejen igen.

Også frakørselsrampen ved Vejle N må lukkes to nætter. Det bliver torsdag og fredag i næste uge.

Udfordrer bilister

Natarbejdet på motorvejen vil ikke genere de daglige pendlere. Men trafikanterne skal alligevel køre meget forsigtigt, da der i ugens løb ikke vil være striber på vejen. Det udfordrer mange trafikanter, fortæller projektleder Robin Højen Madsen:

- Vi ved af erfaring, at mange trafikanter bliver lidt usikre, når der ikke er vejstriber at forholde sig til. Derfor skilter vi også meget grundigt om, hvordan man skal forholde sig. Vi opfordrer dog til at alle kører ekstra forsigtigt i hele ugen fra den 2. juni til den 10. juni ? både dag og nat, siger han.

Lækkerbisken

Projektlederen glæder sig over, at arbejde med at udvide motorvejen nærmer sig sin afslutning nord for fjorden. Vejdirektoratet er igang med slutspurten på de 3,5 km motorvej mellem Vejle Syd og Vejle Nord. Bl.a. med opsætningen af vind- og støjskærme på selve broen.

Det arbejde er næsten færdigt - og strækningen mangler kun det sidste asfaltlag og afstribning, før trafikken har seks spor at køre på.

- Jeg synes, det er en lille lækkerbisken, vi serverer for trafikanterne: Når vi har afsluttet det kommende asfalt- og stribearbejde, ja, så kan trafikanterne snuse til, hvordan det bliver til efteråret, når vi er helt færdige, siger projektleder i Vejdirektoratet Robin Højen Madsen.

Og det gælder vel at mærke i begge retninger: Arbejdet på de nordgående spor begynder efter weekenden og varer 8 dage. De sydgående spor asfalteres mellem 16. juni og 23. juni.

Resten af motorvejudbygningen på i alt 13 kilometer åbner til efteråret.