Generationsskifte: LEGO skifter ud i toppen

Billund-giganten tager de første skridt til glidende generationsskifte, som har været undervejs i en årrække.

Familien Kirk Kristiansen, som ejer LEGO Koncernen, meddeler onsdag, at familien nu tager vigtige skridt i det glidende generationsskifte, som har været undervejs i en årrække.

68-årige Kjeld Kirk Kristiansen og hans 37-årige søn Thomas Kirk Kristiansen bytter roller i bestyrelsen i LEGO A/S.

Jeg glæder mig meget til at påtage mig et større ansvar på vegne af fjerde generation i min familie. Jeg har forberedt mig i tæt samarbejde med min far og Jørgen Vig Knudstorp.

Thomas Kirk Kristiansen bliver næstformand, mens hans far fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem. I LEGO Fonden overtager Thomas Kirk Kristiansen posten som formand, mens Kjeld Kirk Kristiansen bliver næstformand.

Kjeld Kirk Kristiansen fortsætter som formand for bestyrelsen i KIRKBI A/S, der er LEGO Koncernens moderselskab.

- Vi har i familien igennem en årrække forberedt os grundigt på fremtiden. Jeg er rigtig glad for, at vi nu er klar til at tage nogle vigtige skridt i det glidende generationsskifte. Som et led i forberedelserne har vi besluttet, at der i hver generation skal være én person, som er den mest aktive ejer. Den mest aktive ejer er på vegne af hele familien tæt på LEGO Koncernen, LEGO Fonden og KIRKBI. Vi er i familien blevet enige om, at det er Thomas, der skal varetage denne rolle i fjerde generation, siger Kjeld Kirk Kristiansen i en pressemeddelelse på koncernens hjemmeside.

Til sin nye rolle i LEGO Koncernen siger Thomas Kirk Kristiansen:

- Jeg glæder mig meget til at påtage mig et større ansvar på vegne af fjerde generation i min familie. Jeg har forberedt mig i tæt samarbejde med min far og Jørgen Vig Knudstorp, siden jeg i 2004 trådte ind i bestyrelsen for LEGO A/S som observatør og sidenhen i 2007 blev valgt ind i bestyrelsen, og uddyber:

- For mig har LEGO Koncernen altid været meget mere end en virksomhed. Vi har et helt klart formål, som handler om legens store betydning for børns udvikling og trivsel. Passionen for leg og læring har altid været drivkraften i min familie, og det er vigtigt for mig at være med til at føre den arv videre.

Administrerende direktør i LEGO Koncernen Jørgen Vig Knudstorp er glad for det glidende generationsskifte. Han siger:

- Det glidende generationsskifte er en konkret manifestation af, at det aktive og engagerede familieejerskab fortsætter. Ejerfamilien interesserer sig for produkterne, værdierne, strategien og ikke mindst menneskerne i virksomheden. Familiens grundlæggende tro på LEGO ideen og deres ambitioner om at nå ud til endnu flere børn i verden er en meget stærk drivkraft, og det har stor betydning for alle medarbejdere i LEGO Koncernen.

De kan læse hele pressemeddelelsen om generationsskiftet på LEGO Koncernens hjemmeside.