Genoplev 2016 gennem en linse – på godt og ondt

I Spinderihallerne i Vejle åbner udstillingen Årets Pressefoto. Her kan du genopleve sidste år set gennem fotografernes linser.

Verden skildret på godt og ondt. Måske mest ondt, for det synes at være en journalistisk rygmarvsrefleks, at en dårlig nyhed er bedre end en god.

F.eks. med Årets Pressefoto, taget af Berlingskes Asger Ladefoged i Ukraine. Et par overraskes af skud på en spadseretur nær deres hjem.

- Mere end nogensinde er vores opfattelse af virkeligheden under pres.  Præsident Donald Trump har med lanceringen af begreber som ”fake news” og  ”alternative facts” åbnet op for en Pandoras Box, siger fotograf og kurator Henrik Karstenskov, til TV SYD.

- En udstilling som den her giver et indtryk af, hvordan sandheden så ud i det øjeblik, hvor fotografen trykkede på knappen, fortsætter Henrik Karstenskov.

Han er bekymret for, hvordan medierne får deres troværdighed tilbage.

quote

Mere end nogensinde er vores opfattelse af virkeligheden under pres.

Henrik Karstenskov, fotograf og kurator, Årets Pressefoto.

- En udstilling som denne er et skridt i den rigtige retning, slutter han.

Udstillingen Årets pressefoto kan ses i Spinderihallerne i Vejle frem til den 15. september.Derefter bliver de udstillet i blandt andet Ribe og i Flensborg.