Gentager politiøvelse i Fredericia

Politikontrol - giver mere vold! Kampråbet vil gjalde i Fredericia gader på torsdag, når politiet gentager en stor øvelse i at håndtere demonstrationer.

Politiet gennemførte en lignende øvelse den 8. november. Her fik borgerne første parket til træningen, som afvikles i en rigtig by for at gøre den så realistisk som muligt.

- Rigtige gader, rigtige huse, biler, fodgængere og afstande giver et meget større udbytte af de ret mange ressourcer, vi bruger på denne uddannelse, siger politikommissær Stig Simonsen, Sydøstjyllands Politi.

Masser af politi

Øvelsesdemontrationen forventes at følge en rute fra Ryes Kaserne, via Danmarksporten og til Rådhuset.

Der vil formentligt allerede fra omkring kl. 12.00 være en del synligt politi på færde i bymidten. Der vil være mandsskabsvogne, der cirkulerer rundt i den indre by, ligesom motorcykelbetjente vil gøre klar til escorte af øvelsesdemonstrationen.