Ghetto vil have et bedre ry

Ghettoen Skovparken i Kolding vil gøre op med sit dårlige rygte.

En kampagne skal gøre noget ved fordommene om ghettoen Skovparken i Kolding. "Ghettoblasters" hedder kampagnen.

- Det er på tide, at vi som beboere viser, hvem vi er. Der er både udfordringer og mange positive livshistorier og udvikling her, og det kan ordet ghetto overhovedet ikke dække over. Vi er trætte af det, og vi vil videre i diskussionen, siger Anni Damgaard, der er formand for Skovparken.

Alle kan melde sig som ghettoblaster ved at følge kampagnen på Facebook eller tilmelde sig nyhedsbrevet.

De modtager én historie fra Skovparken om måneden, som de kan dele med deres venner, kollegaer og studiekammerater.

Skovparken har fået flere kendte koldingensere til blive ghettoblasters. Både borgmester Jørn Pedersen, rektor for Designskolen Kolding Elsebeth Gerner Nielsen og håndboldspiller Lasse Boesen har meldt sig som ghettoblasters.