Gift-udslip skabte postyr i Taulov

Et giftudslip i Taulov skabte onsdag aften en del postyr, men ingen personer kom noget til takket være en snarrådig indsats. Udslippet skete ved 20-tiden hos Danske Fragtmænd på Europavej i Taulov.

Under kørsel med truck i hallen, snittede trucken en beholder med 1000 liter giftig væske.

- Snarrådige medarbejdere fik hurtigt tippet beholderen om på siden, hvorved udslippet kunne begrænses til omkring 200 liter og der var hurtigt kontrol over situationen, siger vagtchef Svend Pedersen hos Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Tre personer, der var tæt på ulykken, blev vejledt af redningsmandskabet om, hvad de skulle øje med af symptomer. Der var på intet tidspunkt fare for beboerne i de nærliggende huse.

Brandvæsenet fik suget væsken op.. Der er ingen afløb i hallen, så der var ingen fare for forurening af spildevand eller grundvand.

Ulykken skete på et kritisk tidspunkt, da der sidst på aftenen er stor trafik til og fra Danske Fragtmænd med omkring et halvt hundrede lastbiler med fragt til centralen - og de måtte vente i forsvarlig afstand til der var ryddet forsvarligt op.