Champagne og jordbær: Gitte er årets klubformand

Lørdag uddelte Dansk Rideforbund prisen for årets klubformand. Prisen gik til en esbjergenser.

Dansk Rideforbund afholdt lørdag repræsentantskabsmøde i Korsør. Her mødtes rideklubberne og udvalgene for at fejre forbundets 100 år jubilæum.

Her skulle prisen som årets klubformand blandt de 500 klubber også uddeles. Den fornemme titel blev tildelt Gitte Albertsen, der er formand i Esbjerg og Omegns Rideklub. Søndag var hun tilbage i stalden, hvor hun blev hyldet med jordbær og champagne.

- Jeg er overvældet, taknemlig og beæret. Det kom som en overraskelse. Der skulle lige et puf i siden til, før det gik op for mig, at jeg skulle gå op og modtage prisen. Jeg havde slet ikke se det komme, siger Gitte Albertsen til TV SYD.

Hun er ikke sen til at fremhæve klubbens andre frivillige kræfter som en vigtig del af hendes arbejde som formand.

- Det er et skulderklap både til mig, men også til de frivillige i klubben. Uden dem havde jeg jo aldrig fået prisen. Der er mange ildsjæle bag en formand. Når det går godt for klubben, og jeg som formand får sådan en pris, så er det også fordi, at der er nogen bag mig, der yder et stort stykke arbejde, siger hun.

Gitte Albertsen arbejder til daglig som revisor og har været formand for klubben i fire år.