Glæde over politianmeldelse af kommune

Peter Bramsen gjorde myndighederne opmærksomme på, at en fredet bro blev revet ned ved Toftlund. Han er rystet over fejlen.

Nedrivningen af den fredede Fiskebæk Bro er nu meldt til politiet. Det glæder pensionist Peter Bramsen, som bor tæt på det historiske sted.

quote

Jeg er rystet og kan kun sige held og lykke med anmeldelsen.

Peter Bramsen, pensionist

Det var ham, der gjorde myndighederne opmærksomme på den krænkede fredning, der fandt sted midt i januar.

- Jeg bor en kilometer fra broen, og nogen fortalte mig, at broen var fjernet. Det kunne jeg nærmest ikke tro, så jeg tog straks ud for at se det med mine egne øjne. Jeg er rystet og kan kun sige held og lykke med anmeldelsen. Det viser jo, at vi er flere, som er interesserede i det her, også for Tønder Kommune, siger Peter Bramsen.

Erstattet af plasticrør 

 

Det rådgivende ingeniørfirma Cowi fik opgaven, da Fiskebæk Bro skulle renoveres. Men Cowi overså, at broen var fredet.

quote

Det er meget skuffende, at Tønder Kommune har taget sig sådan en frihed.

Peter Bramsen, pensionist 

Så broen blev revet ned og erstattet af et stort, sort plasticrør, som leder bækken under vejen. Peter Bramsen undrer sig over fejlen.

- Det er en 250 år gammel bro, og den er del af en meget vigtig historie. Samtidig er det jo et fredet fortidsminde, så det er meget skuffende, at Tønder Kommune har taget sig sådan en frihed. Det er uforskammet, siger Peter Bramsen.

Han har kontaktet Kulturstyrelsen for at gøre opmærksom på, at fredningen er overtrådt.