Glæde over udsigt til at grænsekontrollen forsvinder

EU-Kommissionen har tirsdag bedt Danmark og tre andre medlemslande samt Norge udfase deres grænsekontrol i løbet af det næste halve år. Det glæder Aabenraas Venstre-borgmester Thomas Andresen.

Den generelle flygtningesituation i EU er nu stabil - men der er fortsat et stort antal ulovlige indvandrere og asylansøgere i Grækenland, hvorfor Kommissionen anbefaler at forlænge tilladelsen til den midlertidige grænsekontrol for sidste gang i en seks måneders periode, hedder det i Kommissionens indstilling.

- Jeg er glad for, at kontrollen kan ophæves, fordi EU har fået styr på flygtningestrømmen ved EU's ydre grænser. Den kontrol, vi har nu, er heldigvis ikke til stor gene for lokalbefolkningen, men jeg er alligevel glad for, at den helt kan ophæves, siger Aabenraas borgmester Thomas Andresen, (V), til TV SYD.

Kommissionen skriver i sin indstilling, at en forlængelse af grænsekontrollen "udgør den tredje og endelige forlængelse, der er fastsat i artikel 29, som blev udløst 12. maj 2016. Det er sidste gang, en forlængelse af grænsekontrollen er lovligt mulig i henhold til EU-reglerne".

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har ingen aktuelle planer om at sløjfe grænsekontrollen.
 - Vi lytter til kommissionen, men vi lever også i den virkelige verden. Og jeg ser ikke for mig, at vi kommer til at ophæve grænsekontrollen lige med det samme. Vi skal have grænsekontrol lige så længe, det er nødvendigt at have grænsekontrol, siger Inger Støjberg til Ritzau. 

Kravet gælder også Østrig, Tyskland, Sverige og Norge.

For halvandet år siden fik de fem lande helt ekstraordinært lov til at genindføre grænsekontrollen ved deres ellers åbne Schengen-grænser.

Det skete, da tilstrømningen af flygtninge og migranter var på sit højeste.

Danmarks midlertidige grænsekontrol mod Tyskland blev indført 4. januar 2016. Siden er den blevet forlænget af flere omgange.