God start på højsæsonen – fire nye flyruter til Billund på to uger

Billund Lufthavn fortsatte sin vækst i juni og nåede 348.398 passagerer i alt, hvilket er en stigning på 1,4 procent.

For mange danskere og udenlandske turister er sommerferien nu skudt i gang, og det mærkes i lufthavnen, der i slutningen af juni kunne byde velkommen til nye ruter til både Bergen og Beirut.

I juni voksende udenrigsruterne samlet set med 3,1 procent til 235.588 passagerer.

Mandag på den første arbejdsdag i juli åbnede det nationale polske flyselskab LOT sin nye rute til Warszawa fra Billund, og snart bliver der forbindelse mellem Billund og Isai i Rumænien.

Ruten til rumænske Isai flyves af Wizzair to gange ugentligt, mens ruten til Warszawa flyves to gange daglig på hverdage og en gang daglig lørdag og søndag. 

- Afgangene til Warzawa ligger på tidspunkter, så de giver forretningsfolk mulighed for et dagsbesøg i den polske hovedstad eller hos de vestdanske virksomheder, og samtidig giver flytiderne optimal forbindelse til 100 internationale destinationer fra Warszawa, siger Billund Lufthavns adm. direktør Jan Hessellund.  

Charter lokker trods hjemlig sol og varme
På trods af det hjemlige flotte og varme junivejr rejste 100.542 på charter til og fra Billund.

Igen er Grækenland, Spanien og Tyrkiet blandt vestdanskernes favorit rejsemål, når det gælder feriestemning, strand og kulinariske oplevelser – men sommernyhederne Egypten og Tunesien er også populære blandt de rejsende fra Billund.