Godt nyt for de badeglade: Nu kan du igen bade ved populær badestrand

Det blå flag er igen strøget til tops på Lakolk Strand. Vandprøver viser, badegæster igen kan tage en dukkert.

Tønder Kommune frarådede mandag al badning fra Lakolk Strand på Rømø, efter vandprøver i weekenden viste et forhøjet indhold af colibakterier i vandet.

Nu er bakteriealarmen dog afblæst. Tønder Kommune har modtaget resultaterne af en ny vandprøve, og den viser en normal forekomst af colibakterier.

Tønder Kommune skriver i en pressemeddelelse, at der har været tale om en ganske kortvarig og formentlig meget afgrænset forurening.

Det betyder altså, at de badeglade roligt kan springe i bølgerne igen.