Golf-tvillinger blev overrasket af stjerne

Et af Danmarks største golfnavne overraskede mandag Nicolai og Rasmus Højgaard med et wildcard til Made in Denmark.

I går fik Rasmus og Nicolai Højgaard sig noget af en overraskelse.

Deres træner havde lokket de to 16-årige golfspillere til i Himmerland under påskud af, at de skulle træne – Men det var noget helt andet, der ventede dem.

I Himmerland blev de mødt af golfstjernen Thomas Bjørn og Made in Denmarks promotor Flemming Astrup. Efter en kort snak fik de to drenge at vide, at de begge var blevet tildelt et wildcard til golfturneringen Made in Denmark.

- Vi var begge to i chok, det er det vildeste indtil videre, det er det vildeste nogensinde, siger Nicolai Højgaard til TV SYD.

Hans bror er helt enig.

- Det kan godt være, at EM-guld var stort, men jeg vil mene, at det her er noget større, siger Rasmus Højgaard.

De to drenge spiller til dagligt i Gyttegård Golfklub i Billund. Nu bliver de så de yngste danskere i en Europatour turnering – nogensinde. I videoen øverst kan du høre Nicolai Højgaard fortælle om, hvordan det var at få beskeden fra Thomas Bjørn.

Tirsdag pakkede drengene golfkøllerne til Made in Denmark, der begynder torsdag den 24. august og kører frem til lørdag den 26. august. Turneringen finder sted på Himmerland Golf & Spa Resort i Farsø. 

Hør Nicolai Højgaard fortælle, hvordan brødrene fik beskeden om, at de får et wildcard til Made in Denmark.