Golf-tvillinger skal til VM

Efter EM og British Open venter en ny stor udfordring for talentfulde teenagere.

Nicolai og Rasmus Højgaard fra Gyttegård Golf Klub fortsætter med imponere. Dansk Golf Union har i dag udtaget de seks spillere, der skal repræsentere Danmark ved golf-VM i Irland, og de talentfulde tvillinger er med på herreholdet.

quote

Vi skal gå efter guldet.

Nicolai Højgaard, golfspiller, som skal til VM.

- Det er noget, vi glæder os rigtig meget til. Vi ved godt, at eksempelvis USA og Australien er gode, men vi skal gå efter guldet, siger Nicolai Højgaard i en pressemeddelelse fra Dansk Golf Union.

Verdensmestre

Tvillingerne er blot 17 år gamle, men det er ikke overraskende, at de er udtaget efter en fantastisk sommer.

I juni var de sammen med til at vinde det uofficielle hold-VM for juniorer. Her blev Rasmus Højgaard nummer ét individuelt, mens Nicolai Højgaard blev toer. 

Med ved British Open

Nicolai Højgaard er nummer ni på amatørspillernes verdensrangliste og deltog i verdens mest prestigefyldte turnering, British Open for seniorer. Og i sidste måned var de begge med ved hold-EM.

Nu tager de altså endnu et skridt opad med udtagelsen til herrernes hold-VM, der spilles fra den 5. til 8. september.