Golfboldene flyver i gammelt kraftværk

Enstedværket lukkede i 2013, men nu har Aabenraa Golfklub åbnet et indendørs træningsareal i de gamle haller.

Indtil for fem år siden stod røg og damp op fra Enstedværket i Aabenraa. Nu er værket lukket, og bygningerne skal rives ned. En golfklub har dog fundet vej ind i en af de få bygninger, der får lov at blive stående. Her henover vinteren skifter medlemmer af Aabenraa Golfklub nemlig greenen ud med en hal på Enstedværket.

- Det er dejligt. Det gør, at man ikke skal pakkes ind i hat og handsker, og så blæser det ikke. Vi golfspillere er jo ikke så vilde med vind, siger Lone Mikalski, hjemmegående, Løjt.

Træner Ronni Christensen er også glad for den nye lokalitet.

- Det er fantastisk. Det har alt, hvad vi går på jagt efter for at kunne lave et indoorcenter som det her, siger Ronni Christensen, Aabenraa Golfklub.

Lene Remmer Lund er en af dem, der bruger det nye træningsareal, selvom golf kan trænes i al slags vejr.

- Hvis man er rigtig barsk, spiller man jo i al slags vejr - og så er der jo mange i min alder, der tager en tur til Spanien, siger Lene Remmer Lund, pensioneret skolelærer, Løjt.

Så om alt går vel, kan spillerne træne igen til næste vinter.

- Det kører til 1. april og med den succes, der allerede har været på nuværende tidspunkt, så er vi allerede i fuld gang med at planlægge noget til 2018, som kan være mindst lige så godt og måske endda større, siger Ronni Christensen

Selv om det er den første af sin art, så er vintertræningsbanen kun for medlemmerne af Aabenraa Golfklub.