Golfklubber bruger ulovlig gift

En fjerdedel af alle golfklubber har ulovlig gift stående, viser en uanmeldt kemikalieinspektion.

34 danske golfklubber har fået uanmeldt besøg af kemikalieinspektionen.

Knap 25 procent af klubberne var i besiddelse af ulovlige pesticider.
Det er godt nok en markant nedgang fra Miljøstyrelsens stikprøvekontrol sidste år, hvor 70 procent af de besøgte golfklubber havde ulovlige pesticider på hylderne.

Men også 25 pct. er for meget, siger DGU's formand Søren Clemmensen.
 
- Mange klubber har forstået alvoren og afskaffet brugen af ulovlige pesticider. Men det er særdeles skuffende, at der i ni af de 34 besøgte klubber er fundet ulovlige pesticider, for det står naturligvis ikke til diskussion, at de danske golfklubber skal overholde lovgivningen. Dertil kommer, at når én klub bryder reglerne, så går det ikke bare ud over de mange klubber, som hver dag gør en kæmpe indsats for at holde deres baner i god stand uden brug af ulovlige midler. Så påvirker det hele golfsportens ry, og det er en stor trussel mod den fortsatte udvikling af golfsporten, siger DGU's formand Søren Clemmensen.
 
DGU har gennem de senere år løbende informeret golfklubberne om pesticidfri pleje af golfbaner.

- Hvorfor der stadig bruges ulovlige pesticider, kan der være flere årsager til. Det kan skyldes manglende viden eller konkurrence klubberne imellem og et pres fra golfspillerne om, at banen skal være i en stand, som de kender fra sydeuropæiske anlæg. Men uanset forklaringen skal problemet løses, og vi vil i DGU's bestyrelse drøfte, om vi i tilfælde af grove og gentagne overtrædelser fremover selv skal indføre sanktioner overfor klubberne. Golfsporten kan ikke være tjent med det blakkede ry, det giver at være stemplet som miljøbelastende, siger Søren Clemmensen.