Google overvejer dansk datacenter og køber grund ved Aabenraa

Midt i overvejelser om at bygge datacentre på dansk jord køber Google ny grund i Kassø ved Aabenraa.

Google overvejer at etablere et nyt datacenter på dansk jord og har derfor købt en grund på 131 hektar i Kassø ved Aabenraa. Det oplyser Google i en pressemeddelelse. 

Google købte i juni i år en 73,2 hektar stor grund i Fredericia af samme årsag.

- På nuværende tidspunkt har vi ikke planer om at bruge grundene, men vi vil gerne sikre os muligheden for at ekspandere vores datacentre i Europa, hvis vores arbejde kræver det, siger Helle Mayor, kommunikationsansvarlig for Google Danmark, i en pressemeddelelse. 

- Vi forventer dog ikke at tage nogen beslutninger om dette i den nærmeste fremtid, lyder det i en pressemeddelelse fra den amerikanske gigantvirksomhed.

Et datacenter er et serverrum i meget stort format. Det indeholder en virksomheds eller en myndigheds servere, som holder gang i produktion, salg eller forskellige platforme - såsom Googles søgemaskine.

Flere store virksomheder har datacentre på dansk jord i tankerne.

Apple er i gang med at opføre et stort datacenter i Viborg og har også købt en grund til samme formål ved Aabenraa. Ifølge JydskeVestkysten er det nabogrunden, som Google nu har opkøbt.

I januar offentliggjorde Facebook lignende planer i Odense.

Her kan du blive klogere på, hvad et datacenter er:

* Et datacenter kan lettest beskrives som et serverrum i meget stort format.
* Det indeholder en virksomheds eller en myndigheds servere, som holder gang i produktion, salg eller forskellige platforme som eksempelvis Apples iTunes store.

* Datacentre kræver store mængder strøm, nødstrømsanlæg samt stor ventilation og køling, da servere risikerer at blive overophedede.

* I takt med at brugen af internettet og virksomheders tjenester stiger, er der i højere grad brug for mere serverplads og dermed datacentre.
* Når Apple, Facebook og Google har set sig varme på Danmark, skyldes det blandt andet, at vi har Europas højeste forsyningssikkerhed.

* Desuden er der grøn energi, god plads, et smidigt offentligt system og et køligt klima.

* Facebook ventes at have et datacenter klar i Odense i 2020, og Apple har et på vej i Viborg og et i Aabenraa. Google har købt grunde ved Aabenraa og Fredericia til mulige datacentre.

It-giganten vil sikre, at den kan bygge flere datacentre i Europa.
* Konsulentfirmaet Boston Consulting Group vurderer, at der frem mod 2020 bliver behov for 60 nye datacentre i Europa. Danmark vurderes at ligge lunt i svinget til at få nogle af dem.

(Kilde: Brancheorganisationen Datacenter Industrien)
Grunden her er blevet købt af Google.
Grunden her er blevet købt af Google.