Gorilla på springtur

Den 10-årige gorilla Kidodo fra Givskud Zoo var i går på udflugt ud i det fri, da det lykkedes ham at springe over en fire meter høj mur.

- Han har formået at knækket en lang gren fra et af de træer, der ligger i gorillaernes område. Og den har han så brugt til at springe stangspring over muren, forklarer direktør i Givskud Zoo, Richard Østerballe, til nyhederne.tv2.dk.

Medarbejderne opdagede, at Kidodo var væk omkring klokken 17 i går. Den sydlige del af parken blev lukket for publikum, og de fandt den løsslupne gorilla i et buskads et stykke fra gorillaernes anlæg.

- Han var pludselig kommer ud, hvor han hverken følte sig sikker eller tilpas. Vi forsøgte at nærme os ham lige så stille, og efter et stykke tid, kom vi så tæt på, at dyrlægen kunne ramme ham med et skud bedøvelse, forklarer Richard Østerballe.

Faldt ned af træ

Gorillaen faldt ned af et træ, da den blev ramt af de bedøvende skud.

Og omkring klokken 18 var Kidodo tilbage i anlægget igen.

Kidodo er i dag en smule sløv efter bedøvelsen, fordi en bedøvelse føles som en ordentlig brandert.

Richard Østerballe fortæller, at det har skabt en del uro blandt gorillaerne, at en ung hun-gorillaer fra Heidelberg Zoo er flyttet ind.

Kidodo er blevet sur over, at den er blevet skilt fra de øvrige gorillaer, og det har formentlig fået gorillaen til at planlægge flugten.

Det er ikke usædvanligt at gorillaer er stangspringere.