Gorillaungen har fået sit navn

Den nyfødte gorillaunge i Givskud Zoo skal hedde Nuru, har brugerne på Sydbanks facebookside bestemt. 1.383 deltog i konkurrencen.

Der har været stor interesse for at navngive den lille nyfødte gorillaunge, der blev født 31. januar i Givskud Zoo. 1.383 deltog i afstemningen på Sydbanks facebookside, og et overbevisende flertal stemte for det vestafrikanske navn Nuru, der betyder ”fyldt med lys”.

Så mange stemmer fik hvert navn:

  • 795 på Nuru (”fyldt med lys”).
  • 365 på Kijani (”kriger”).
  • 223 på Ngozi (”velsignelse”).

Nurus far er silverbacken Kipenzi, hvis far var den navnkundige Samson, der døde i 2015 af hjerteproblemer. Nuru er Kipenzis tredje unge, mens Samson fik i alt otte unger i sit 45-årige tilværelse.

En gorillaflok på syv

Flokken i Givskud Zoo tæller nu syv gorillaer. Sådan ser den ud:
Førerhan:
Kipenzi (16 år)
Hunner (unger):
Chuma (16 år) (Nuru + Yeba (5 år))
Khala (10 år) (dødfødt unge januar)
Mawenzi (9 år)
Mini (24 år)

Moren til Nuru hedder Chuma. Hun har fået unger flere gange før. Blandt andre er hun mor til den fem-årige han Yeba, som også bor i Givskud. Og han er meget interesseret i sin lillebror.

Det er faktisk den anden gorillaunge, der er født i Givskud i 2018. Midt i januar fik hunnen Khala også en unge. Den var fuldt udviklet, men komplikationer ved Khalas drægtighed medførte, at ungen var dødfødt.

Der er ifølge dyrepasser Tina Frisk endnu to unger på vej. Hunnerne Mawenzi og Mini er begge drægtige. Khala, som mistede sin unge i januar, har allerede været i brunst igen og kan være drægtig. Så måske er der endda tre unger på vej.