GPS skal stoppe ulovlig kørsel

En lille sender, der afslører, hvor i Danmark en lastbil har været - og hvor længe. Slut med udenlandske chauffører, der kører ulovlige ture i Danmark!

Danske chauffører og vognmænd ser et guldæg i en af de anbefalinger, som Udvalget om modvirking af social dumping netop er kommet med. Det skriver Avisen.dk.

Udvalget peger på, at at GPS-kørselssystemet, der skal indføres i 2015, fordi danske og udenlandske lastbiler skal betale for at slide på vejene, også kan bruges til at kontrollere cabotage-kørsel.

"Det kan løse politiets kontrolfunktion fra den ene dag til den anden, så snart det system er i drift," siger Erik Østergaard, administrerende direktør i DTL - Dansk Transport og Logistik til Avisen.dk.

"De danske myndigheder skal under alle omstændigheder have de informationer, så chaufførerne kan komme til at betale. Man ligger altså inde med data i forhold til, hvor bilen har befundet sig på hvilket tidspunkt," siger Erik Østergaard.

3F er enig i, at det nye system er et potentielt guldæg i kampen mod ulovlig cabotage-kørsel - udenlandske lastbiler, der kører national kørsel i Danmark ud over de tilladte tre ture i forlængelse af en international transport til Danmark.

"Det er bare for lang tid at vente til 2015. Politiet står magtesløse over for de her forbrydere på landevejen," siger formanden for 3F 's transportgruppe, Jan Villadsen til Avisen.dk.

ITD, der er brancheorganisation for den danske vejgodstransport, ønsker muligheden undersøgt.Erhvervspolitiskchef i ITD, Poul Bruun, mener dog, at der kan være begrænsninger i forhold til at anvende data til andet end at opkræve vejskatter:

"Der er nogle juridiske aspekter, der skal afklares først. Jeg ved blandt andet, at det tyske vejsystem ikke kan anvendes til andet end at opkræve vejskat. Men det er oplagt at undersøge muligheden."

Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, Esbjerg, ser dog hverken tekniske eller juridiske vejspærringer i forhold til at anvende systemet til at kontrollere, hvor meget en udenlandsk lastbil kører i Danmark.

"Det er bare om at komme i gang," siger Henning Hyllested til Avisen.dk.

Han forklarer, at Enhedslisten og regeringen sideløbende med finanslovsforhandlingerne sidder i forhandlinger om nye initiativer mod social dumping.

Her har Enhedslisten påpeget et presserende behov for at træffe en beslutning vedrørende brugen af GPS-systemet, fordi skatteministeriet ikke er langt fra at sende systemet i udbud.

Skal systemet også kunne afsløre cabotagefusk, skal det derfor medtænkes, når skatteministeriet indhenter tilbud på GPS-systemet.

"Det er en selvstændig forhandling, der foregår omkring social dumping som en udløber af sidste års aftale med regeringen, men der er selvfølgelig overlap til finanslovsforhandlingerne," siger Henning Hyllested.