Tyve forrådt af stjålet udstyr med GPS-sender

Da tyve natten til søndag valgte at flygte sydpå fra Nordjylland, sladrede det stjålne udstyr om dem. Politiet ventede på tyvene i Kolding.

Da tre tyve natten til søndag besluttede at stjæle landbrugsudstyr og landbrugsmaskiner i Nordjylland og flygte sydover med tyvegodset, havde de ikke regnet med at blive mødt af politiet ved Kolding.

Hvad de uheldige tyveknægte ikke vidste, var nemlig at udstyret var udstyret med GPS-tracker, så udstyrets ejer tydeligt kunne spore deres vej ned gennem Jylland. Han kontaktede Nordjyllands Politi, der koordinerede en aktion med Sydøstjyllands Politi. Motorvejen ved Kolding blev spærret, og tidligt søndag morgen gik tyvene i fælden.

Det bekræfter vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt overfor TV SYD.

Med sig i bilen havde de tre mænd tyvekoster for omkring en halvmillion kroner. Der var tale om udstyr til landbrugsmaskiner, som blev stjålet fra Allestrup Maskinstation ved Nørager i Himmerland.

Efter mødet med politiets afspærring gik turen for de tre tyve nordpå igen. Denne gang i politiets varetægt.

Søndag eftermiddag blev tyvene fremstillet i grundlovsforhør i Aalborg og de tre lithauiske mænd er indtil videre blevet varetægtsfængslet i fire uger.