Grå weekend i vente med efterårsvejr

Efter en fredag med udbredt regn venter en grå og fortsat noget våd weekend med efterårsvejr.

Der bliver god brug for regntøjet de næste dage.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Jesper Eriksen, fredag morgen til Ritzau.

Temeraturerne falder også efter de seneste dages lune sensommervejr. 

- Vi har lovet 17 til 22 grader, men vi skal langt mod øst for at finde temperaturer over 20 grader. Lørdag og søndag vil der være et kig til solen, men der vil også komme byger af og til, siger Jesper Eriksen.

Det bliver især de vestlige egne, hvor der i løbet af lørdagen vil være mest skyet, og hvor der vil komme de største mængder nedbør. 

Samtidig vil vinden tiltage lørdag morgen - især ved den jyske vestkyst, hvor vinden vil tiltage til kuling.  Resten af weekenden vil blive præget af vekslende skydække, og langt de fleste vil få byger, og det kan være kraftige byger.