Gråsten-fisker: Jeg gav prins Henrik kredit

Gråsten-fisker John Mikkelsen solgte ofte fisk til Prins Henrik, når den kongelige familie opholdt sig på slottet i Gråsten.

Tre gange om ugen kom prins Henrik på havnen i Gråsten og købte friskfangede fisk af den nu 69-årige fisker John Mikkelsen. 

- Han var en god kunde. En bevidst kunde, der vidste, hvad han ville have, siger John Mikkelsen.

John Mikkelsen har mange gode minder om sin royale kunde, som han måtte give kredit ved den første handel på havnen i Gråsten.

- Jeg har nemlig ikke en krone, spøgte prins Henrik.

Han kom dagen efter og betalte for sine fisk og blev derefter en trofast kunde, når den kongelige familie var på sommerophold i Gråsten.

John Mikkelsen er ked af tabet af prins Henrik, men glæder sig over, at den syge prins har fået fred.