Grænse-overskridende køreplan frem mod 2020

Den dansk-tyske region lægger køreplan frem mod 2020 Med et nyt fælles brand i bagagen vil parterne bag den dansk-tyske region udarbejde en ambitiøs vision frem mod 2020.

Det politiske og økonomiske samarbejde skal styrkes, for eksempel med et forum af folkevalgte.

Den dansk-tyske region. Vi overskrider grænser.

Sådan lyder det nye navn og slogan for det dansk-tyske samarbejde, som har bredt sig på alle niveauer hen over grænsen. Navnet suppleres af et logo ? en blå-grøn vindmølle ? som henviser til en af regionens seks styrkepositioner; bæredygtig energi.

Den nye fælles identitet blev præsenteret på en dansk-tysk regionalkonference 2. februar i Sønderborg foran ca. 225 aktører fra hele regionen. Arrangør var det fælles erhvervsprojekt Vækstcentret, og den danske formand for centrets politiske styregruppe, regionsrådsformand Carl Holst (V), benyttede lejligheden til at lancere en model for det videre arbejde.

Forum af folkevalgte

Idéen er at udarbejde en 2020-vision for, hvor den fælles region skal være om otte år. Her kan man eksempelvis forestille sig at nedsætte et grænseoverskridende forum af folkevalgte politikere, som kan træffe demokratisk funderede beslutninger for hele regionen.
- Tiden er inde til, at vi tager større skridt og ser længere frem. Jeg kunne godt forestille mig en politisk forsamling af en art, som kan tage politisk ansvar og sikre handling. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at vi tør tænke nogle visionære tanker om, hvad der kan skabe sammenhæng og udvikling i regionen fremover, siger Carl Holst (V).

Også Torsten Albig (SPD), overborgmester i Kiel og tysk formand for Vækstcentrets styregruppe, bakker op om en visionær 2020-plan for området. En plan, som kan få luft under vingerne med den nye fælles identitet.
- Hvis vi vil markedsføre os med succes over for mennesker og virksomheder, bliver vi nødt til at gøre regionens muligheder mere tydelige. Det nye design sikrer samarbejde indadtil og viser en fælles identitet udadtil, siger Torsten Albig.