Grænsehandel: Koster job i autoværksteder

Ikke kun detailhandelen i Danmark frygter den stigende grænsehandel. Det koster arbejdspladser, at flere og flere danskere får repareret deres biler syd for grænsen, skriver Flensborg Avis.

Det er værkstedsejer og lokalformand for brancheforeningen De Fri Autoværksteder (CAD) i Tønder, Boy Lorenzen, der advarer mod denne form for grænsehandel:

- Konsekvensen af den stigende grænsehandel er nedlæggelsen af arbejdspladser på autoværkstederne i et område, der i forvejen er hårdt trængt af butiksdød, siger Boy Lorenzen til Flensborg Avis. Vores brancheforening har naturligvis fokus på de mange reparationer af danske biler, der rykker fra Danmark over grænsen, når familien Danmark alligevel er nede og købe afgiftstunge magnetvarer.

Mister lærepladser

CAD minder om, at mange unge mister muligheden for en uddannelse inden for værkstedsbranchen, når danske biler bliver repareret syd for grænsen. Boy Lorenzen er selv i tvivl om, hvorvidt han skal have en lærling efter sommerferien.

Magnetvarer

Derfor bakker CAD op om helt at fjerne afgifterne på de magnetvarer, der lokker danskerne over grænsen. Det vil ifølge foreningen trække tæppet væk under grænsehandlen.

- Vi håber, at oppositionen i de kommende forhandlinger om vækstplanen vil insistere på at sænke afgifterne på de magnetvarer, der får danskerne til at køre over grænsen. Hvis der ikke er et økonomisk incitament for at købe slik, øl og sodavand syd for grænsen, vil antallet af danskere, der vælger at få deres bil repareret i Tyskland, også falde, fastslår Boy Lorenzen.