Grænsehandel: Sætter det hele over styr

Venstre sænkede grænsehandlen i sin regeringstid. Nu er S-R-SF ved at sætte det hele over styr, mener partiets politiske ordfører, Ellen Trane Nørby.

Hun mener, at de nye tal for grænsehandlen er dybt bekymrende. De viser, at regeringen er i færd med at sende arbejdspladser og penge ud af landet.

- Grænsehandlen var faldende over en årrække, mens vi sad i regering. Men nu ser vi så en kæmpestor stigning i grænsehandlen. Det er dybt bekymrende, siger Ellen Trane Nørby og skyder skylden på en række af regeringens nye afgifter.

Rystende

I 2005, da Kristian Jensen (V) var skatteminister, brugte danskerne omkring 16 milliarder kroner, men siden er det beløb faldet nærmest støt.

Især derfor er den markante stigning i dette års grænsehandelsrapport rystende, mener Ellen Trane Nørby.

- Det, der er væsentligt, er, at grænsehandlen har været faldende over en lang årrække, fordi vi netop var opmærksom på det. Fordi vi fulgte situationen meget tæt. Og det ser vi nu, at regeringen ikke gør. Det er et markant knæk i udviklingen, siger hun.

Grænsehandels-pakke

Venstre ønsker derfor en grænsehandelspakke som en del af finansloven.

Med pakken vil Venstre blandt andet eliminere fedtafgiften og sørge for, at den omdiskuterede sukkerafgift ikke bliver til noget.

- Den sukkerafgift, som regeringen har vedtaget sammen med Enhedslisten vil bare gøre ondt værre, siger hun.

Venstre har i sit finanslovforslag afsat 500 millioner kroner til at sænke skatter og afgifter.

- Og det er målrettet en række af de varer, der er mest følsomme i forhold til grænsehandlen. Det, er vi overbevist om, vil få grænsehandlen sænket igen, og vi får sikret bedre muligheder for at skabe danske arbejdspladser, siger Ellen Trane Nørby.

De 10,5 milliarder kroner, som danskerne forventes at bruge på den anden siden af grænsen i år, er dog under gennemsnittet for, hvad danskerne har brugt på grænsehandlen i årene 2000-2012.

Derfor har både Socialdemokraterne og den nyudnævnte skatteminister, Holger K. Nielsen (SF), hævdet, at der ikke er grund til bekymring.Gr