Grænsehegnet bliver 1,5 meter højt fra kyst til kyst

Borgermøde på vej i Sønderjylland om det kommende grænsehegn, der bliver 1,5 meter højt og 70 kilometer langt fra kyst til kyst.

Det forventes, at hegnet bliver 1,5 meter højt, mens det graves ca. 50 centimeter ned i jorden. 

Der opsættes fæ-riste eller låger ved gangstierne, der krydser den dansk-tyske grænse, og vejtrafik over grænsen kan fortsat ske uhindret i overensstemmelse med Schengenreglerne.

Alle lodsejere, som har jord, hvor hegnet skal sættes op, vil blive kontaktet af Landbrugsstyrelsen om den videre proces.

Desuden afholder miljø- og fødevareministeren borgermøde i Sønderjylland tirsdag den 3. april om opsætningen af vildsvinehegnet og afrikansk svinepest. Naturstyrelsen, Landbrugsstyrelsen og Fødevarestyrelsen holder også to informationsmøder i Sønderjylland.

- Det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at forebygge afrikansk svinepest på dansk jord og udvise rettidig handlekraft. Derfor har jeg længe presset på for at få opsat et vildsvinehegn, så vi mindsker risikoen for at bringe afrikansk svinepest til Danmark. Dansk Folkeparti er klar til at stemme for de ændringer, som der er nødvendige, siger landbrugs- og fødevareordfører Lise Bech (DF).

Også andre europæiske lande ser på muligheden for at opsætte hegn for at forebygge eller forhindre spredning af afrikansk svinepest.

Polens regering forventes i næste uge at tage stilling til et vildthegn langs landets østlige grænse, mens man i Tjekkiet allerede har opsat et vildthegn, der isolerer vildsvin med afrikansk svinepest i et bestemt område, med det formål at udrydde sygdommen.