TV der bevæger dig

Grænsekøbmænd finder undersøgelse misvisende

Grænsehandlere på vej hjem med dagens indkøb.

Grænsekøbmændene syd for den dansk-tyske grænse har kun hovedrysten til overs for en undersøgelse om grænsehandelen, som brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd netop har offentliggjort, skriver Flensborg Avis.

Undersøgelsen viser blandt andet, at 48 procent af de danske husstande har foretaget indkøb i de tyske grænsebutikker i perioden fra påske til september i år.- Nu er det jo langt fra første gang, at vi ser De Samvirkende Købmænd stå bag undersøgelser, der er fuldstændig misvisende, siger den administrerende direktør i Fleggaard Detail, Mike Simonsen.

Tvivlsom konklusion

- Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der har bidt mærke i, at undersøgelsen belyser grænsehandlen i perioden fra påske til september i år, og at det er på denne baggrund, at der konkluderes for hele året. Det svarer til, at jeg lavede en undersøgelse i december over præcis hvor mange, der i julemåneden sælger juletræer og derefter konkluderer, at der sælges lige så mange juletræer i sommermånederne, siger Mike Simonsen til Flensborg Avis

Undersøgelse manipulerer

- Med andre ord har De Samvirkende Købmænd valgt at belyse grænsehandlen i sommerferien, der er vores suveræne højsæson. Langt de fleste af vore kunder kommer her en gang om året, når de er på vej til eller fra sommerferie i Europa, fortsætter han.
Undersøgelsen viser også, at hele 47 procent af de grænsehandlende - altså næsten hver fjerde danske husstand - har købt fødevarer og andre dagligvarer i Tyskland det seneste halve år.

Lillebitte reel stigning

At det skulle være en katastrofe for Danmark, har Fleggaards administrerende direktør svært ved at se.

- Når der konkluderes, at salget af fødevarer i grænsehandlen er i eksplosiv vækst, tager undersøgelsen sjovt nok heller ikke højde for, at det er vækst fra et stort set nulpunkt til få promiller. Salget af dagligvarer udgør nemlig en meget lille del af grænsehandlen, siger Mike Simonsen til Flensborg Avis og tilføjer, at omfanget på ingen måde er stort nok til at kunne påvirke den danske detailhandel overhovedet.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden