Grænsekontrollen forlænges med 30 dage

Den danske regering har meddelt Europa-Kommissionen og de øvrige medlemsstater, at kontrollen ved den dansk-tyske grænse forlænges med yderligere 30 dage indtil den 3. april 2016.

Antallet af flygtninge og migranter, der rejser ind i Europa, er fortsat meget højt og højere end på samme tidspunkt sidste år. På den baggrund og i lyset af den fortsatte svenske grænsekontrol og id-kontrol vurderer regeringen, at der stadig er en alvorlig risiko for, at et meget stort antal illegale udlændinge strander i Danmark, når de uden de fornødne id-papirer forhindres i at rejse ind i Sverige.

Derfor forlænger regeringen den midlertidige grænsekontrol indtil den 3. april 2016.

- Der rejser fortsat meget store menneskestrømme til Europa, og vi bliver nødt til at opretholde grænsekontrollen, hvis vi skal have styr på, hvem der ender i Danmark. Så længe grænsen til Sverige de facto er lukket for asylansøgere uden korrekte id-papirer, er der en risiko for, at store grupper af flygtninge og migranter strander her i Danmark, når de ikke kan rejse videre til Sverige. Derfor forlænger vi grænsekontrollen med yderligere en måned, siger Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg (V) i en pressemeddelelse.

Den midlertidige grænsekontrol blev indført den 4. januar kl.12, og kontrollen er siden blevet forlænget tre gange.

Grænsekontrollen bliver løbende vurderet, og stikprøvekontrollen vil kunne intensiveres efter behov. Regeringen har ikke taget stilling til, om den midlertidige grænsekontrol skal forlænges ud over de 30 dage, men Schengenreglerne giver mulighed for at forlænge kontrollen yderligere, hvis der fortsat vurderes at være en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed.

Den danske regering har i dag orienteret sine nabolande samt Europa-Kommissionen om forlængelsen af grænsekontrollen.