Grænsekontrollen møder modstand i EU

EU-Kommissionen tvivler på, at den nye danske grænsekontrol kan gennemføres inden for Schengen-reglerne.

En foreløbig vurdering af grænseaftalen mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne skaber "alvorlig tvivl" om, hvorvidt det er i strid med europæiske og internationale regler, siger talskvinde for EU-Kommissionen, Pia Ahrenkilde Hansen.

- Vi har modtaget en foreløbig juridisk vurdering af tiltagene. Det er en analyse, der rejser alvorlig tvivl om, hvorvidt de foreslåede tiltag, hvis det bliver implementeret i den omfattende og permanente måde, som det er blevet annonceret, vil være i tråd med Danmarks forpligtelser under europæisk og international lov, siger hun.

Der kan både være problemer i henhold til det grænsefri Schengen-samarbejde og i forhold til den frie bevægelighed for varer og personer i EU, tilføjer hun.

Indtil videre opfordres den danske regering til at sætte den nye grænsekontrol, som efter planen skulle træde i kraft i løbet af få uger, i bero.

- Formanden vil opfordre den danske regering til at afstå fra at tage individuelle skridt om oprettelse af grænsekontrol og indgå i en åben dialog med kommissionen, inden man implementerer nye tiltag, siger Pia Ahrenkilde Hansen.
 
Det er især aftalens ordlyd om en "permanent" grænsekontrol, som har fået advarselslamperne til at blinke i Bruxelles.

EU-Kommissionen ser så alvorligt på sagen, at kommissionsformand, José Manuel Barroso, fredag formiddag har rejst kommissionens bekymring over grænsekontrollen i en telefonsamtale med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Men det er ikke lykkedes Løkke at berolige kommissionsformanden, som senere fredag vil sende et formelt brev til den danske statsminister med opklarende spørgsmål.

EU-Kommissionen afviser samtidig det danske argument om, at man blot laver den samme udvidede toldkontrol som nabolandet Sverige.

- Så vidt vi ved, gennemfører Sverige ikke systematiske tjek af den type ved grænserne, siger en talsmand.