Grænser for hvad man kan tillade sig at smide ud

Kan man tillade sig at smide gaver ud? Det var ét af de dilemmaer, TV SYDs reporter, Finn Grahndin, mødte, da han i juli skulle skrotte 496 ejendele.

For en måned siden kastede journalist Finn Grahndin sig ud i et eksperiment: Hver dag i juli skulle han finde ting i sit hjem, der kunne kasseres eller sendes til genbrug. Én ting den 1. juli, to ting den 2. juli og så fremdeles indtil han den 31. juli skulle finde hele 31 genstande, han dybest set kan undvære.

quote

Det er jo altid en vurdering, om man kan tillade sig at smide gaver ud. Man bliver bange for at støde nogen.

Finn Grahndin, journalist, TV SYD, Esbjerg

Oprydningsprojektet er ikke Finn Grahndins egen idé. Udfordringen kommer fra by-forsamlingshuset X-perimentet i Esbjerg og hedder ”31 Days Declutter Challenge”. En udfordring som omkring 30 personer tog op i juli måned, og Finn Grahndin var én af dem. Hele juli måned har læsere af tvsyd.dk kunnet følge Finn Grahndins overvejelser i forbindelse med oprydningen.

Og eksperimentet lykkedes. I alt fandt Finn Grahndin 496 ting i gemmerne, som han måtte indse, han aldrig bruger – og nok heller aldrig kommer til at bruge.

Finn Grahndin og Carmen Holmstrup om at smide gaver ud.

Skal-skal ikke

Ud røg det. Men ikke uden kvababbelser. For hvad gør man for eksempel med en tepotte, som man har fået af sin højt elskede og gavmilde mor, men som de seneste otte år har stået arbejdsløs på toppen af et køkkenskab? Kan man tillade sig skille sig af med den? Eller skal man blive ved med at støve den af de næste 20 år, fordi det er en gave?

Eller værre endnu: moderens selvgjorte maleri, som man engang roste, og så pludselig var den lykkelige ejer af. Et maleri, der til trods for sine indiskutable kvaliteter, aldrig kom – og formentlig aldrig kommer – op på væggen at hænge?

- Det er et stort dilemma, erkender Finn Grahndin, som i dag kørte føromtalte tepotte på loppemarked. Kasseret. Og som Finn Grahndin selv har sagt adskillige gange i sin dagbog den seneste måned: undskyld (mor)!!

quote

en gave gør jo ingen glæde for nogen som helst, hvis den bare står inderst i skabet og aldrig bliver brugt.

Carmen Holmstrup, initiativtager, X-perimentet, Esbjerg.

Jeg vil helst ikke såre nogen

Maleriet derimod. Det står stadig hjemme hos Finn Grahndin.

- Det kunne jeg simpelthen ikke nænne at skille mig af med, konstaterer Grahndin.

- Det er jo altid en vurdering, om man kan tillade sig at smide gaver ud. Man bliver bange for at støde nogen, og jeg ville jo være super ked af at såre min mor. Men det er jo ikke alle gaver, man har bedt om at få.

Initiativtageren til ”smid-ud-projektet”, Carmen Holmstrup, er ikke i tvivl om, at en del af det, folk har stående og ikke får smidt ud, netop er gaver: 

- Det kan være en gave man har fået, og så har man måske dårlig samvittighed over at smide den ud. Er man så utaknemmelig eller???

- Men en gave gør jo ingen glæde for nogen som helst, hvis den bare står inderst i skabet og aldrig bliver brugt, fortsætter Carmen Holmstrup fra X-perimentet.

Finn Grahndin erkender da også, at der er flere gaver, der nu er ”givet videre”.

Udover den arbejdsløse tepotte er der også røget krus og glas, som han i tidens løb har modtaget som gaver.

- Men hver gang har jeg haft en ”indre dialog” med giveren, om det var i orden, og så har jeg overbevist mig selv om, at vedkommende synes det er ok, at jeg giver gaven videre, siger Finn Grahndin med en glad latter.

En "dille" der griber om sig

Som mange af de andre, der har deltaget i X-perimentets udfordring, er Finn Grahndin fristet til at tage en omgang mere.

- Det er faktisk en lettelse at få ryddet ud i alt det, man har samlet. Det skræmmende er bare, at når jeg ser mig om i mit hus, så kan jeg faktisk ikke se forskel. I mit skur, jo! Men i huset, ikke så meget. Lidt i bogreolen, måske. Men ikke meget – for det er mest de bøger, der stod bag de andre, der er røget ud, griner han.

Carmen Holmstrup fortæller til TV SYD, at der nu er 75, der har taget udfordringen op og er med i august, hvor en ny omgang udsmidning er i gang.

Dét, der ikke blev solgt på loppemarkedet i dag, afleveres til Røde Kors.